Inge Pedersen - En forfatters indvikling i litteraturen

Et interview med Inge Pedersen om fordybelsen i sproget, det at læse langsomt, og om hvordan hun fastholder den lyriske tilgang til ordene.

Et inspirationsrigt arbejderhjem

Inge Pedersen kommer ikke fra et akademisk hjem, hvor man læste mange bøger. Det litterære kom til udtryk på en helt anden måde: ”Min far var meget fantasifuld, og han legede mange bogstav- og ordlege med mig, da jeg var lille. Jeg oplevede ikke mit hjem som litterært, men vi havde ganske vist en masse bøger, fordi min mor havde arvet. Det var ikke nogen bøger familien normalt læste i – men det gjorde jeg til gengæld.” Hendes barndom var præget af onklernes og faderens historier og en familiær vendsysselsk humor.

Interessen for litteratur og leg med ord blev udgangspunktet for Inge Pedersens seneste romaner, som beskriver en opvækst i Vendsyssel under Anden Verdenskrig. Om tilblivelsen af disse bøger siger Inge Pedersen: ”Jeg blev glad for at huske ting fra min barndom, som jeg havde glemt.” 

Inspirationen til titlen Og halsen af en svane kom fra et gammelt genoptrykt pressebillede fra krigen af en mand, der kom cyklende med en svane under armen. ”Jeg kunne tydeligt huske, hvordan jeg som helt lille havde set billedet hos købmanden. Manden på billedet lignede min onkel til forveksling, og jeg begyndte at digte svanen ind i min erindring om familien.” Inge Pedersens erindringsromaner indeholder episoder fra hendes eget liv, men det biografiske forhold i romanerne er dog ikke 1:1. Hun havde i begyndelsen ikke til hensigt at lade romanerne være baseret på sin egen barndom og opvækst, men det ændrede sig alligevel til at være romaner præget af episoder fra det virkelige liv. Der skulle dog gå lang tid før disse romaner blev en realitet.

”Jeg drømte om at blive forfatter, men jeg betragtede det som en umulighed. Jeg var en del af et miljø, hvor det at drømme om at være forfatter ikke var anerkendt. Så jeg lagde drømmen fra mig.” Inge Pedersen beskriver selv, hvordan hun følte sig hæmmet af sit køn og sin geografiske placering i Nordjylland. Hendes ungdom gik i stedet med en kontoruddannelse og siden lærerseminariet.

Forfatterdrømmen blev til virkelighed

”Da jeg var i begyndelsen af 40’erne oplevede jeg mit første møde med det at skrive. Jeg kom tilfældigvis på et højskolekursus, hvor jeg kom med i en litteraturgruppe, som skrev digte.” Dette virkede i starten afskrækkende på Inge Pedersen, men hun fuldførte dog kurset. ”Jeg endte med at have skrevet et lille digt på fem linjer – og jeg læste det også op. Det var meget grænseoverskridende.” Efter dette vidste Inge Pedersen at det var skrivningen, hun ville beskæftige sig med resten af livet.

Debutudgivelsen lod dog vente på sig, og udkom først i 1982. Digtskrivningen var i starten snarere en fritidsinteresse, som hun beskæftigede sig med ved siden af sit job som lærer. Hun manglede dog ikke opbakning: ”Lyrikeren Marianne Larsen gav mig rigtig meget mod på at blive ved lyrikgenren. Der åbenbarede sig en verden for mig, da jeg begyndte at skrive digte”.

Denne verden i litteraturen tog i løbet af Inge Pedersens forfatterkarriere form af vidt forskellige genrer. De mere prosaiske genrer som noveller og romaner blev afprøvet, og der blev eksperimenteret indenfor blanding af kunstarter. Her kan blandt andet nævnes kunstværket En Nat, En Morgen, der er skabt i samarbejde med datteren Anne-Marie Pedersen og er en kombination af lysinstallation, video og poesi. 

Fælles for alt hvad hun laver er et fokus på fordybelse og sprogets detaljerigdom, som startede med digtskrivningen og siden har trukket strenge med sig rundt til alle de projekter hun arbejder med. Netop fordybelsen i sprogets verden er hvad der driver Inge Pedersen både i sin egen litteratur og i læsningen af andres.

Hangen til sprogets detaljerigdom

Det bliver hurtigt gjort klart at populærlitteraturen ikke er noget Inge Pedersen beskæftiger sig særligt med. Harry Potter er noget, der bliver læst højt for børnebørnene og ellers ikke givet en tanke. ”Harry Potter har jeg læst lidt for mine børnebørn, og det kan godt være jeg er kommet ind lidt på nogle dårlige steder, for de slår jo syv kors for sig, når jeg siger jeg ikke gider læse om ham. Det der fantasy tror jeg ikke rigtig jeg har nogen tilgang til”. Men der læses meget nyere litteratur og hun nævner i flæng en broget flok forfattere: Tomas Tranströmer, Margrete Lindstrøm, Lydia Davis, Laust Nielsen Strandby, Bjørn Rasmussen, Per Højholt og favoritten Herta Müller, som hun desuden selv har oversat fra tysk. Fælles for de fleste værker hun læser er, at de ofte er korte, hvilket også er blevet hendes kendetegn i læsegruppen ”Åh nej, nu skal vi læse sådan en lille tynd én!”, bliver der sagt når Inge Pedersen skal vælge bøger, og ofte læser hun heller ikke bøgerne færdigt. Det virker som om at læsningen for Inge Pedersen kommer til at handle mere om sproget og enkelte passager, end den store dramatiske historie, hvilket særligt kommer til udtryk i hendes hang til lyrik og det at læse digte.

”Det er ligesom at læse lyrik – man kan ikke læse ret mange (jf. bøger) af gangen. Jeg har for øvrigt også altid en liggende der”, hun peger over mod en stor digtsamling der ligger på køkkenbordet, ”som jeg læser i når jeg lige går forbi. Jeg kan ikke læse det ene digt efter det andet, jeg læser bare ét af gangen. Det er når jeg lige husker det.” 

Inge Pedersen er tilsyneladende nået til et punkt i sit liv, hvor der er blevet plads til mere refleksion og granskning af det usagte. I stedet for at læse en hel masse og få det hele serveret, er det mere spædende at læse et godt digt og dyrke fordybelsen i det kortfattede.

 ”Jeg har meget imod at læse de bøger, hvor jeg får det hele tygget – hvor jeg får at vide, hvad jeg skal tænke. Jeg kan ikke lide de der alvidende fortællere, som fortæller mig, hvad jeg skal tro og tænke, og hvordan alle personerne har haft det. Det vil jeg gerne selv have lov til at tænke over.”

Læs langsomt

Da Inge Pedersen i sin ungdom studerede idræt var hun en passioneret løber, og det skulle gerne gå stærkt når hun var ude. Hendes bekendte, Terje Nordberg, har netop skrevet en bog om den filosofiske tilgang til løb, hvor træningen får en mere meditativ karakter. En tilgang som tiltaler Inge Pedersen, selvom løbningen ikke er noget der bliver gjort med samme hyppighed som i ungdommen, men det er noget der afspejler hendes eftertænksomme tilgang til litteraturen. En eftertænksomhed som hun mener bliver overset i nutidens læseres trang til at gennemtrævle let fordøjelige bøger. 

"Jeg ved ikke om det er en slags slik i stedet for mad. Det jeg synes der præger vores tid meget er, at man har ikke rigtigt tid til at fordybe sig, og man kan se det ved at folk de læser så hurtigt. Jeg synes at man i stedet for at tage kurser i at læse hurtigt, burde tage kurser i at lære at læse langsomt.  Det lærer man nemlig ved at læse digte, og ganske specielt ved at skrive dem, vil jeg sige. Der åbenbarede sig en verden for mig, jeg aldrig havde kendt til, da jeg begyndte at skrive digte, for man sidder jo med et enkelt ord, og tænker hvad er det dog der er i det ord. Dette bærer jeg med mig over i romanen, og derfor tager det utroligt lang tid for mig at skrive en roman."  

Denne indlevelse og fordybning i teksten er gennemgående for Inge Pedersens måde at læse og skrive på. Hendes seneste roman Til Amerikas (2011) undertitel en indviklingsroman underbygger dette. 

”Det har faktisk kun én relation til teksten; et sted sidder hun (hovedpersonen) oppe i det her tårn og skriver. Hun siger:” Sandheden var, at hvis der en aften var komme en sætning dalende ned over mig inde i lysthuset, en sætning som jeg kunne trække over mig, som jeg kunne svøbe om mig, som jeg kunne vikle mig ind i som en frakke”. Så det er en indvikling i sproget, sådan har det i hvert fald været for mig. "

Forholdet til det selvbiografiske

Indviklingen i sproget og romanen kommer naturligt; især med de sidste to romaner, der er inspireret af hendes eget liv. Lysten til at beskæftige sig med sit eget liv og specielt barndommen kom på baggrund af et sygdomsforløb, der fik hende til at tænke over livet. Begrebet erindringsroman har hun det dog lidt svært med, og dette prædikat har også skabt nogle problemer.

”Det læsende publikum bliver så fikseret på, at det er forfatterens person det handler om, og det synes jeg simpelthen er så trivielt, men det er der jo nok ikke noget at gøre ved. For mig er det løgn det halve, og det har jeg så svært ved at overbevise folk om. Jeg skal i nogle selskaber stå og sige ”jamen det var altså ikke mig”, men det kunne jo samtidig ligeså godt have været mig. Det er pointen. Men fiktionen kan også hjælpe mig til at huske virkeligheden.”

Nutidens fascination af den selvbiografiske forfatterperson kan altså godt blive lidt for meget, og man skal passe på med den knausgaardske tro på at alt er biografisk og virkelighedsnært, men det opdigtede kan også hjælpe til erindring. Selvbiografisk performance er der ikke noget af, for når først bogen er udgivet, må den også kunne tale for sig selv. "Men ellers så tænker folk jo hvad de vil, og det skal man selvfølgelig acceptere, for sådan er det når man udgiver en bog, så giver man det fra sig, og alle må sige hvad de tænker".

Litteraturens evighed

Inge Pedersens drøm gik i opfyldelse, og hun lever et liv hvor det at læse og skrive litteratur fylder rigtig meget. Den nye drøm er at fortsætte sådan, så lang tid som muligt."Jeg fik en aha-oplevelse, da jeg skrev mit første digt, og vidste at jeg ville skrive resten af mit liv. Jeg er af den overbevisning, at jeg først stopper med at skrive, når jeg ikke længere fysisk er i stand til det."

Fysikken fejler dog ikke noget, og selvom arbejdsdagens udseende altid er skiftende, er hverken mangel på inspiration eller arbejdsiver noget hun lider af, og den perfekte arbejdsdag for hende indeholder også kun få tvungne pauser fra skrivningen. 

”Jeg ville stå op og cykle på min motionscykel eller løbe en tur. Når jeg har gjort det, ville jeg spise og skynde mig at komme til arbejdsbordet. I gamle dage kunne jeg arbejde i mange timer uden at tage pauser. Jeg skal tage mig sammen for at huske at holde pause, men det er nok det bedste at gøre det, ikke? I hvert fald fysisk tror jeg. Og så ville jeg være på et skrivested. Det ville jeg sådan ønske at være, for det har jeg prøvet nogle gange i udlandet, hvor der er nogle om aftenen man kan snakke og drikke rødvin med. Sådan ville min perfekte dag se ud”

Faktaboks

Inge Pedersen er født i 1936 og opvokset i Brønderslev i Vendsyssel. Før sin karriere som forfatter, underviste hun i tysk og idræt på lærerseminariet i Nørre Nissum, hvor hun boede med sin mand og sine tre børn. Hun fik sin debut med digtsamlingen Leve Med Kulden i 1982 og har efterfølgende bevæget sig indenfor flere forskellige genrer bl.a. novellesamlinger og romaner. Hun er i øjeblikket aktuel med de to erindringsromaner Og halsen af en svane (2006) og Til Amerika (2010). Derudover har hun samarbejdet med billedkunstnere og musikere og har desuden oversat flere tyske værker til dansk.