Interview - Dy Plambeck

Vi har læst i et essay i Information fra 2011, at du først begyndte at skrive på forfatterskolen, da du indså, at historier først skal være ude i virkeligheden for at blive til en af dine historier. I hvor stor grad er virkeligheden og personlige relationer en inspirationskilde?

Karen Blixen har sagt, at evnen til at skrive handler om evnen til at lytte og se på verden. Det synes jeg er rigtigt. At skrive handler om blikket hos forfatteren. Derfor er det klart, at virkeligheden og de relationer jeg har i den er til inspiration for mig. Jeg plejer at sige, at min inspiration er, at jeg er til stede i verden med mine øjne og mine ører, ja, med alle sanser. 

Min afrikanske farm af Karen Blixen var med til at åbne mine øjne for vigtigheden af blikket for at kunne skrive. Vigtigheden af at kunne se og bagefter beskrive det man så. Og at det kostede en del af én selv at skrive. Desuden byggede Min afrikanske farm på levet liv. Da jeg læste bogen, havde jeg en fornemmelse af, at der var noget i mig, jeg bar rundt på, en længsel, som man bærer rundt på lyskebrok, den sad som en lille udposning, som et skred i min krop. Den var en udefinerlig klump, jeg ikke kunne gribe om, men efter at have læst Min afrikanske farm, kunne jeg ligesom se, hvordan jeg kunne sætte ord på den længsel, hvordan jeg selv skulle komme i gang med at skrive, hvor jeg skulle begynde, i mine notesbøger, i alle de optegnelser, jeg havde gjort mig gennem årene. At fortællingerne lå i de øjeblikke. At fortællingerne allerede lå ude i virkeligheden. 

Jeg oplevede, at litteraturen kunne kaste et nyt lys ned over virkeligheden. Netop ved at historierne ikke blev fortalt 1:1 men gennem litteraturens lys. Derfor, ligegyldigt hvor meget jeg er inspireret af virkeligheden, så vil det jeg skriver i mine bøger altid være fiktion. Moren i en tekst vil aldrig være min mor. En kæreste vil aldrig være min kæreste. Der sker en forskydning, både i arbejdet med sproget og med fortællingen, der gør det umuligt i litteraturen at beskrive en sandhed, hvordan tingene virkelig var. Desuden tror jeg ikke på, at der findes én sandhed. 

Et andet aspekt i forhold til at skrive handler om genkendelse og erfaring. Som forfatter er det vigtigt, i hvert fald for mig, at skrive om noget jeg har erfaring med eller kan genkende. Det betyder ikke, at mine bøger handler om mig. Min seneste roman Gudfar (2011) handler om bikeren Uffe, der er på motorcykeltræf og får en åbenbaring. Jeg har aldrig siddet på en motorcykel, men Uffes længsel kender jeg: følelsen af gerne at ville høre til i et fællesskab, men alligevel ikke rigtig at kunne. Erfaringen er også vigtig for at kunne skabe en følelse af genkendelse i læseren. De bedste bøger er dem, hvor man som læser bliver ramt af ”genkendelsens chok”. Altså at man føler sig genkendt i teksten. At man læser og tænker: Ja! Sådan er det! Sådan føles det! Uden nogensinde at have været på det sted der bliver beskrevet i teksten. Uden nogensinde at have mødt de mennesker der er i teksten, føler man, at man kender dem. Man læser en tekst og møder noget nyt, samtidig med at man har følelsen af, at man hele tiden har kendt det. På den måde føler man sig inkluderet i litteraturen. Litteraturen kan nærmest hive billeder ud af sjælen, som man ikke vidste var der. Den inkludering er præcis det, der giver et nyt blik på verden. 

Vi har bidt mærke i, at din debut-digtsamling tager udgangspunkt ved Buresø, hvor du selv er vokset op. Hvad betyder stedfæstelse for dig i dit forfatterskab?

Buresø-fortællinger var en undersøgelse af erindring, der er en forræderisk subjektiv størrelse, men i høj grad også af, hvad det betyder for et menneske at komme fra et sted. Ved udgivelsen blev Buresø-fortællinger sammenlignet med Dan Turells Vangede Billeder og Klaus Rifbjergs Amagerdigte, fordi den skriver sig ind i en slags moderne hjemstavnslitteratur. I Buresø-fortællinger tager jeg udgangspunkt i det specifikke sted og forsøger gennem det at fortælle om det generelle. Det er ikke vigtigt, at byen hedder Buresø. Fortællingerne skal være almenmenneskelige. Det interessante er, hvad et lille samfund fortæller om verden. Hvordan et mikrokosmos afspejler sig i et makrokosmos. Jeg valgte at bruge min egen hjemstavn Buresø som ramme for fortællingen. Det har fået en del til at tro, at bogen er selvbiografisk. Men jeg vil hellere kalde den selvgeografisk. Forstået på den måde at jeg har hentet inspiration til bogen alle mulige steder fra. 

Buresø-fortællingers digte kredser om et provinssamfunds forskellige skæbner. Jeg er optaget af forholdet mellem mennesker og steder. Ens livsbetingelser er med til at forme én. Mange af de ting man foretager sig på et givent sted afhænger af livsvilkårene. Desuden er der en samhørighed og  gensidighed mellem mennesker og steder. Mennesket påvirker landskabet, men bliver også selv påvirket af det. Det forhold synes jeg er interessant at beskrive.

Jeg bruger stederne i mine bøger til at åbne op for et univers, men også til at begrænse det. Stedet er med til at definere de fiktive personer og hvad der kan ske i fortællingen. Der kan ikke ske de samme ting i en provinsby i Danmark, i København og Hanoi f.eks., fordi de mennesker der bor der handler og agerer forskelligt ud fra det miljø der omgiver dem.

Vi synes, du har en meget alsidig karriere med udgivelse af både romaner, digtsamling, børnebøger og dit virke som journalist for diverse dagblade i diverse genrer. Hvad motiverer dig til at være litterær aktiv på diverse medier og i diverse genrer?

Det inspirerer og udfordrer mig som forfatter at arbejde i flere forskellige litterære formater. Og så tror jeg, det hænger sammen med, at jeg ikke har haft en livsdrøm om at blive forfatter. Jeg har altid gerne villet flere ting: være forfatter, journalist, arbejde i en nødhjælpsorganisation og studere filosofi. En overgang ville jeg også være præst. Selvom jeg ikke tror på Gud. Men altså: det fungerer for mig at være til stede i skriften på flere måder, hvis man kan sige det sådan, og så er det tit også alt det man som forfatter laver udenom at skrive sine bøger der giver penge. 

Vi har læst, at du får lektioner af en professor om litteratur. Hvorfor er det vigtigt for dig at udvide din faglige/akademiske horisont?

Det hænger sammen med det forrige spørgsmål. Jeg er altid interesseret i ny viden og at gå nye veje. Jeg har ikke samtaler med professoren længere, men i det års tid jeg havde, gennemgik vi nogle af filosofiens store klassikere. Det vigtigste for at man kan skrive er at man kan læse. Det råd vil jeg gerne give videre til alle der vil skrive: læs!

Du har skrevet reportager fra Sarajevo og Afghanistan. Hvorfor interesserer krigens konflikter dig? Er din interesse for krigen litterær?

Der er mange aspekter af krig, der interesserer mig. Også litterært. Et aspekt er krigens sprog. I en krig er der et helt særligt sprog, der hører til det univers og den virkelighed. Ordene er ikke de samme som på almindeligt dansk. ”Føling” betyder kamp, ”at blive taget ud” betyder at blive dræbt. Sproget kan også være svært for den udsendte soldat i kontakten til hans pårørende i Danmark. Alt hvad vi mennesker i den civile verden foretager os i løbet af en hverdag har vi et sprog for. En soldat der er udsendt i Afghanistan foretager sig noget der ligger udenfor hvad det civile sprog rummer. Det viser sig bl.a. når soldaten kommer tilbage i det civile samfund efter sin udsendelse. Han har oplevet noget han ikke rigtig har ord for. Derfor kan han ikke tale med sine pårørende om det. Men også fordi der i krig opstår det særlige sprog. De pårørende kan simpelthen ikke forstå, hvad soldaten siger.

Hvad er dit næste litterære projekt – vil du fortsætte i børnebogsgenren eller starte et helt nyt sted?

Der udkommer fire nye bind i min børnebogsserie Os fra Blomsterkvarteret her i maj 2013, og hvad det næste bliver derefter, det ved man aldrig…

For at vende tilbage til lydsiden – hvad er ifølge dig det æstetiske ved ord?

Det der får mig til at skrive, og som mine bøger først og fremmest er drevet af, er ikke en model, men en glæde ved sproget, en forelskelse i sproget og det sproget skaber. At der er smæk i sproget, at sætningerne er sprøde, lækre at lytte til og læse, at tempoet skiftevis er højt og lavt og at der er spring mellem forskellige rum og scener. Og at der kun, kun fortælles det, der er absolut nødvendigt og ikke mere. Det er dét, der driver mine værker. Desuden synes jeg litteratur har en enestående evne til at skabe kompleksitet. At vise livet som det er: fuld af facetter. 

Hvad er dit yndlingsord?

Uha, jeg holder næsten af alle ord, på nær et ord som autentisk. Det ord får hele min krop til at trække sig sammen i kramper. Når folk snakker om at noget er autentisk får jeg myrekryb. 


Faktaboks
Dy Plambeck er født i 1980 og opvokset ved Buresø i Nordvestsjælland. I 2004 blev hun uddannet fra forfatterskolen og debuterede året efter med digtsamlingen Buresø-fortællinger (2005). Efterfølgende har hun udgivet to romaner Texa’s rose (2008) og Gudfar (2011), samt børnebøgerne Drømmehøjen (2008) og Os fra Blomsterkvarteret 1-4 (2011). I sidstnævnte serie er bind 5-8 netop udkommet 21. maj. 

Siden sin debut har Dy Plambeck modtaget adskillige priser for sit forfatterskab, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik (2006), Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium (2006), Jytte Borberg-prisen (2011) og Jeanne & Henri Nathansens Mindelegat (2012). 


Kilde: http://www.dyplambeck.dk/index.php?/omforfatteren/biografi/


Ingen kommentarer:

Send en kommentar