Erling Jepsen: Min psykolog fortalte mig engang, at ens forældre er ens skæbne

Erling Jepsen:

Født 14/5 1956, Gram, Sønderjylland

Debut: Ingen grund til overdramatisering, Borgen, 1999

Seneste udgivelse: Den sønderjyske farm, Gyldendal, 2013

Vi sendte vores spørgsmål af sted med meget lidt is i maven, velvidende at de nok var lidt mangelfulde; det var en jomfrurejse udi interview-disciplinen i fjerde potens og det kunne nok ses i vores lettere skizofrene spørgsmål. Samme aften lå svaret klar i indbakken, og på konsonant-fattigt dansk – han befandt sig nemlig i Berlin og ved et tysk tastatur – beklagede hjemstavnsforfatteren, at han ikke havde kunnet svare på mange af vores spørgsmål, fordi han med egne ord er en intuitiv forfatter uden nogen særlig dagsorden, der, når bogen er skrevet, er ligeså meget læser som du og jeg.  

Manden i Berlin hedder Erling Jepsen, og han bor til daglig i København, men er født og opvokset i Gram i Sønderjylland – og det er i høj grad i hjemstavnen, at Erling Jepsen har fundet sin litterære inspiration. Han flyttede fra Gram allerede som 16-årig og fik sin studentereksamen fra Aarhus Akademi i 1975. Efterfølgende flyttede han til København, hvor han kastede sig ud i at skrive dramatik. Han debuterede med radiospillet ’Kiks med kniv og gaffel’ i 1977, og brugte derefter mange år i dramatikkens verden. Først i 1999 kastede Erling Jepsen sig over romangenren med ’Ingen grund til overdramatisering’, og familie -og hjemstavnstraume, som også er et centralt tema i Jepsens dramaer, bliver i hans følgende romanforfatterskab endnu mere udtalt og personligt. 

“Jeg er ikke særlig bevidst om, hvor jeg vil hen, m

ens jeg skriver, jeg mærker efter om det føles rigtigt,” skriver Erling Jepsen om sin skriveproces og forklarer, at han har et stof og starter med én detalje, der efterhånden yngler flere og flere detaljer. Jepsen har aldrig lagt skjul på, at han i sit forfatterskab trækker meget på hændelser fra sit personlige liv, og at det har medført blandede reaktioner: “Jeg møder læsere i Gram som siger, at de har boet i byen i flere menneskealdre, og at de ikke kan genkende noget i det jeg skriver. Andre siger de kan genkende alt, det er sådan det var og er,” fortæller Erling Jepsen og skriver videre, “Det var sådan jeg følte det, og det er det, jeg går ud fra, når jeg skriver.” Realismen skinner klart igennem, når man læser hans værker, men der er også spor af noget andet. Hans realisme er ikke rendyrket realisme, men heller ikke magisk, poetisk, social eller psykologisk. I stedet betegner han sig selv som intet mindre end verdens første psykotiske realist, og i hans nyeste udgivelse, ’Den sønderjyske farm’ fra april 2013, kommer det blandt andet til udtryk ved en talende kæleravn, en mytologisk kæmpegedde, hjemmelavet sprængstof i farlige mængder, en greve, der skyder ænder med feje kneb, og ’Negeren i kulkælderen’. Han citerer den argentinske forfatter, Jorge Luis Borges, for at forklare sin motivation: “Kilden til eventyret og fantasien finder man i udkanten af ens barndoms område”, og det er netop dette barndommens område, som Jepsen igen behandler i ’Den sønderjyske farm’. Han fortæller os desuden, at de ting han skriver skal berøre ham følelsesmæssigt: “Jeg skal være anfægtet […] – og jeg skal være medvidende, jeg skal selv have været der.” Han skriver for at dele, for at fralægge sig en byrde og for at undgå at vigtige ting fra fortiden forsvinder i glemsel. Jepsen beskæftiger sig hovedsageligt med tunge temaer. Incest, mordforsøg, selvmord, svigt, alkoholmisbrug og diverse identitetskriser bliver dog alle omtalt i forbavsende muntre vendinger. Selv skriver Jepsen, at han laver en bevidst kontrast mellem hvad han skriver og hvad han skriver om. “Der er et gab – som læseren selv må fylde ud. Er jeg sjov? Er jeg tragisk? Læseren afgør det,” fortæller han og uddyber, “Selv mener jeg, at alvoren og humoren er forbundet på denne måde: latteren er vores sidste forsvar. Bag den lurer afmagten.”

I ’Den sønderjyske farm’ befinder vi os i 1960’ernes Gram, og læseren genforenes her med den dysfunktionelle familien Jensen et år efter hændelserne i Jepsens tidligere roman ’Kunsten at græde i kor’. Allan Jensen er nu tolv år gammel og har ligesom Karen Blixen en farm. Allans farm ligger dog ikke i Afrika, men i Sønderjylland, ikke ved foden af Ngong Hills, men ved foden af Gramby Bakke, og Allan dyrker ikke kaffe, men avler kaniner. Sanne er blevet sat i familiepleje og kommer kun på besøg en sjælden gang i mellem, efter at faderen har været i lidt for nær kontakt med hende. Faderen er stadig mælkemand og moderen passer stadigvæk deres købmandsbutik, men både omsætningen og familiens forhold til resten af byen har lidt under faderens opførsel. “Min psykolog fortalte mig engang, at ens forældre er ens skæbne. Det provokerede mig,” skriver Erling Jepsen, “Det lød så determineret, synes jeg. Man kan vel også tage skæbnen i egen hånd.” Det forsøger Erling Jepsen i hele sit forfatterskab, og det samme forsøger Allan Jensen i ’Den sønderjyske farm’. Allan kan ikke få det han har behov for og krav på af sine forældre, og finder i kaninfarmen muligheden for at være sin egen mand og dermed vriste sig fri af den sidste rest af indflydelse faderen har på ham. Samtidig forsøger han at overbevise sig selv om - og trøste sig selv med - at hans fader slet ikke er hans rigtige fader, men at det i stedet må være en rockmusiker, der har spillet pigtrådsmusik på Hotel Gram, eller en tysker fra Haderslev. På den måde kan deres forhold forklares – pludselig står det klart, hvorfor faderen altid har set skævt til Allan, og er det ikke også rørende, at han har taget Allan til sig som sin egen søn? Da faderskabsteorien kuldsejler, lugter det alligevel lidt af forsoning; selvom Allan senere på gymnasiet lyver sig fra sine sønderjyske aner og i sit voksne liv skriver kritisk hjemstavnslitteratur, er der brug for en midlertidig forsoning for at livet kan gå videre – både mellem Allan og faderen og mellem familien Jensen og resten af Gram. Om det nogensinde lykkedes Allan at forsone sig fuldstændigt med sit ophav står uvist hen. “Måske skal mine bøger opfattes som en fortløbende beretning, som jeg ikke kender slutningen på endnu,” skriver Erling Jepsen slutteligt, “Jeg famler mig kærligt frem i mørke … professionelt såvel som privat.”

Igennem vores mailkorrespondance bliver det klart, at det ikke kun er os, der har været nervøse for at kunne præstere tilstrækkeligt, men også Erling Jepsen er lettet over, at vi kan bruge hans svar. Desuden afslører han, at han allerede nu sidder langt inde i arbejdet med en ny bog. “Jeg er vanvittigt spændt … og lidt bange.”

Tak til Erling Jepsen for at medvirke.