Søren Ulrik Thomsen - Forfatterportræt

Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) er dansk poet og forfatter. I en kombination af poesi og en anderledes filosofisk anlagt poetik artikulerer han en interesse og undren overfor døden, kærligheden og ensomheden som det moderne menneskes eksistentielle vilkår. Debutdigtsamlingen City slang (1981) kredser om det moderne menneske og dennes perception af storbyens næsten konturløse geografi. Konciperet i byens flygtige tid, fremstår byen som en utydelig og fragmenteret sanseerfaring – en ydre virkelighed som afspejler menneskets sind. Således konnoterer byens ’blå rum’ også en inderliggjort melankoli. En fremmedgørelse som storbymenneskets egentlige betingelse.

Søren Ulrik Thomsen – med en sansende krop og et åbent sind

 

Glemt kvarter

”I et glemt kvarters blå bombetomt

flakker jeg søndag eftermiddag, efterår,

busserne ligger med bunden i vejret

rustne og fulde af rådden regn

fra porte og mørke køkkenruder

vender gamle kærester

ansigtet mod mig, rækker hænderne ud

i det blå”

Hvor sørgmodigheden synes overvældende i overstående digt, er mennesket andre steder objekt for den gådefulde skønhed ved blot at være til og forankret i det kropslige nærvær. En sådan fænomenologisk konfrontation med virkeligheden ser vi eksemplificeret i digtet Levende fra City slang, hvor digter jeg’et netop bliver til i kraft af forskellige sansninger, digtet opremser, imens sætningen ’jeg er levende’ gentages ind imellem. Det er altså grænserne mellem en udefinerbar ydre virkelighed på den ene side, og en stærk fornemmelse af væren på den anden, som genererer digtenes dynamik. En virkelighed som enkelte gange konvergerer i ekstatisk syntese, i kroppen og periferiens symbiotiske forsvinding ind i hinanden.

Passager. (Rus og fald. Syn)

”Jeg driver gennem den blanke vinter

vinen suser i kroppen kroppen suser i natten

bilens flydende og vajende lugte radioens fjerne signaler

let svajer det tunge metal under håndens berøring

tusinde lys meddeler sig hastigt gennem ruden

mit hoved lænet mod sædet mine øjnes langsomme dans

de falder langs murene de falder på hallernes trapper

vinen suser i kroppen kroppen suser i natten

mit ansigt forsvinder i blændende modlys (…)”

Den efterfølgende digtsamling Ukendt under samme måne (1982) er som en naturlig bevægelse efter digterens debut. Endnu digtes der om krop, sansning og storby, om end digtenes geografi ikke længere begrænser sig til København, men den tematiske udvikling ser vi realiseret i Søren Ulrik Thomsens følgende digtsamling Nye digte (1987). Hvor individet i de foregående digtsamlinger virker som omdrejningspunkt for en subjektiv, sanselig og dennesidig erkendelse, indsætter han nu jeg’et i en dualistisk virkelighed, hvor interessen forskydes til en stræben mod det ukendte andet. En transcendent længsel, hvis højeste mål forestilles som en ’uhørlig musik’, hvorfor Søren Ulrik Thomsen må siges at introducere den religiøse dimension i en ellers kølig minimalisme.

Med sine tre første digtsamlinger repræsenter Søren Ulrik Thomsen et æstetisk opgør med 70’er generationens politiserede kunst. I poetikken Mit lys brænder (1985) formulerer han således hvordan digtet bør være bevidst om sig selv som en autonom helhed, hvis fiktive kosmos ikke har til formål at kommentere eller referere til vor levede virkelighed. Digtet må i stedet stræbe efter en uafhængig æstetisk prægnans, hvilket i sidste ende resulterer i et vigtigere samfundsengagement end de eksplicit politiske digte. Dette udsagn forklares ud fra den idé, at menneskets interesse for verden og herunder den kritiske refleksion, forudsætter en kærlighed eller basal glæde overfor verden og at det her er digtets funktion at mane livets skønhed frem. Digteren kan herigennem motivere til at tage stilling uden at diktere konkrete forhold, eller, som han formulerer det i sit metapoetiske digt fra Ukendt under samme måne,

ikke hælde virkeligheden på digte

”ikke hælde virkeligheden på digte

ikke hælde digte på virkeligheden

bare skrive digte

virkelige digte”

Virkelige digte er også, hvad Søren Ulrik Thomsen udgiver med Det skabtes vaklen (1996). Via arabeskens associative forløb forener digteren det grusomme og det skønne i musikkens vuggende tone. Digtene balancerer alle mellem sansning og argumentativ refleksion og enjamberer sig gennem hypotaktisk bevægelse mod en finale, der ikke er nuets harmoniske ekstase, men derimod overskrider digtets materialitet ved at efterlade rum til eftertanken og til paradokser som kynisme og menneskelig skrøbelighed.

Kampen imod den Store Erindring

Da Rystet Spejl udkom i marts 2011 røg den til tops på bestseller-listen i Danmark til enorm forbavselse for de fleste i branchen. Der bliver talt vidt og bredt om ikke bare lyrikkens død – dvs. en forvisning fra den brede litterære scene til de få, indviede – men også om prosaens fremdrift og krimiens sejrsgang. I marts 2011 røg krimierne dog en tak ned og en digter, der ikke havde udgivet en digtsamling i 9 år, ’indtog tronen’, som én journalist skrev. Vores bud her på dansklitteraturnu er, at den ellers veletablerede forfatter skriver, som han kan bedst, men at han også med Rystet Spejl har formået, bevidst eller ej, at skrive en digtsamling, der er barn af tiden.

’Erindringens magt over mennesket er stor’, synes Thomsen så at ville sige os med Rystet Spejl. Det skal forstås dels som dødens uundgåelighed – en erfaring, der især bliver nærværende i de øjeblikke, hvor andre mennesker forsvinder fra os – og dels som den akkumulerede sum af oplevelser, et menneske og en kultur bærer på.

Erindringens nytte

I digtet Ingen bliver halvtreds, s. 17, møder vi en erindring og en (gen)oplevelse i samspil – digteren tager os igennem dét at vågne i et nattog, genkomsten af mindet om en glemt ven og tilbage til udgangspunktet, nattoget, hvor toget pludselig sætter i gang og river digt, digter og læser ud af tankegangen, ”før digteren falder for fristelsen / til at udsmykke det / med sentimentalitet og kynisme”. Thomsen spiller med musklerne over for den Store Erindring, han vil ikke lege med, men kan omvendt heller ikke kæmpe imod, hvilket resten af digtsamlingen må siges at være en slags bevis for. Men han har fat i noget, der simrer i baggrunden. I Det vakkelvorne køkkenbord, s. 19, lyder nogle linjer således: ”(…) dagen i dag var ikke ”måske” / den var der / og så var den væk / Derfor var dagen i dag den bedste”.

Udover måske at tippe hatten til den tidligere og glimrende digtsamling, Det bedste og det værste, er det i høj grad et digt om det transhistoriske – som en filosof kunne kalde det – eller det evige i det flygtige. På s. 41 indledes et digt: ”Til hver erindring hører en glemsel.” Man tænker her på Friedrich Nietzsches ’til al handling hører glemsel’ fra Historiens nytte. Nietzsche mente, at vi må stræbe efter ikke at lade os binde af historien, men bruge den til gavn for fremtiden. På samme måde hylder digteren den dag, der måske ”kunne have været en anelse bedre” (s. 19), men altså ikke var det og derfor ikke flød over i erindringens tyngende vægt.

Med Nietzsches ord må vi glemme, for ikke at lade os tynge; vi må med Thomsens ord afstå os, en gang imellem, fra at være optagede af perfektion, af det der kunne være ’en anelse bedre’. Nogle gange er det bedste dét, der kan passere frit og glemmes. En anden læsning af Ingen bliver halvtreds er også, at erindring er en vinkling. Historien skrives altid af vinderen og erindringen skrives af den erindrende – der ligger en fare eller en fristelse (s. 17) i den personlige erindring om overdrivelse, om at gøre noget større end det var og er. Digteren rives hér ud af digtet, der står skrevet bedre uden ”sentimentalitet og kynisme”. I Til hver erindring hører glemsel på s.41 handler det om et andet aspekt af erindringens vinkling – dét, at vi ikke kan kontrollere, hvad vi husker og hvad vi ikke husker fra en svunden tid.

Erindringens litterære form

Rystet Spejl er ikke rene erindringer, det er digte – allerede titlen afslører digterens bevidsthed om sit ærinde (mere om det til slut). Søren Ulrik Thomsen taler i indslaget ’Erindring i litteraturen’ til tv-programmet ’Ordkraft’ på DR K (der er gratis tilgængeligt på dr.dk/ordkraft) om, hvordan erindringer i digtene egentlig er fortiden i en ny form – erindringsdigtene ændrer den rene og private erindring til poesi i skriften, hvor det private kan ophæves til noget personligt. Forfatteren har andet steds talt om, hvordan det private ikke hører hjemme i litteraturen, men at den omvendt altid må være personlig, i hvert fald lyrikken. Ingen bliver halvtreds er ligesom i tråd med denne poetik; det starter ud i det generelle – ”Ingen bliver halvtreds / uden at være vågnet i et nattog / som uvist af hvilken grund holder stille / mens tankerne kredser om en person / der kort passerede ens liv” (egne kursiveringer) – alle bliver ældre og alle kender til livets tilfældige møder. I næste linje skrider digtet ind i det personlige; det bliver en bestemt person, der kort passerede og måske nu sidder ”og læser i ly af et æbletræ? / Eller ligger du fuld i en krøllet seng / mens en rotte pusler bag panelet?”. Hér satte toget så i bevægelse, mens læseren stod af ved det personlige. I flæng kan man også bemærke, at ingen af digtene i samlingen har titler, hvilket er karakteristisk for Thomsens poetiske skrifter – et personligt præg.

Nostalgien løber som en rød tråd igennem Rystet Spejl, i bl.a. Som ung vågnede jeg hver morgen er der en tydeliggørelse af følelsen af at blive ældre og måske også følelsen af, at man ikke er så almægtig eller uendelig som man tidligere (som ung) troede, man var. Også i Radioen har fanget en fjern station findes nostalgien, men her fremstår den mere som en overgivelse til tanken om, at ikke alle ens drømme kan blive til virkelighed. For med sætningen ”digtet jeg altid har drømt om at skrive” indrammer Søren Ulrik Thomsen digterens evige problem med aldrig at kunne skrive præcis dét digt, som findes indeni, men altid kun efterligninger af det.

Selvbevidsthed finder man også i digtet s. 22, Her skulle egentlig have stået et digt, der gør opmærksom på sig selv ved dels at tale om skrivesituationen, dels ved indledningsvis at kritisere sin egen form: ”Her skulle egentlig have stået et digt / som jeg nu har kasseret / selvom det indeholdt / en rammende bemærkning om mine fjender”, fordi det ikke havde nytte i forhold til erindringen om, at ”jeg underligt nok er ældre / end min morfar nåede at blive”. Hvordan kan lyrikken formå at udrede den uforståelige idé, at man kan blive ældre end sine bedsteforældre, hvad skal man så med et digt om sine fjender?

Dødens uundgåelighed er det andet store tema foruden erindringen, som Rystet Spejl inkorporerer. Samme digt, s. 22:

”så iført hans koksgrå jakkesæt

går jeg en tur i den moderne verden

hvis uforståelighed er banal

sammenlignet med at krydse grænsen

fra det selvfølgelige ved at være til

til det mærkelige i ikke at være død.”

Den dualistiske opstilling er endnu et karakteristisk træk ved Rystet Spejl, ofte også i form af paradokser ligesom f.eks. på s. 23, ”Som ung forekom barndommen mig / lige så fjern og uvirkelig som døden (…) Men nu hvor begge er nærmere end nogensinde / er hver eneste dag til gengæld ufattelig”. Paradokset befinder sig et sted imellem det levende og døde/bortgåede, imellem barndommen og alderdommen – dengang og nu – på samme tid.

Menneskets plads i hverdagens paradokser

Søren Ulrik Thomsen har et blik for livets særheder og det indlysende i vores hverdag, hvilket skaber en stærk nærhed i digtene. De formår at ramme dybt, selvom de er skrevet i et enkelt sprog. For Søren Ulrik Thomsen smider ikke om sig med komplekse sætningskonstruktioner og genstridige metaforer – nej, sproget afspejler den virkelighed det repræsenterer og derfor er sproget simpelt, men netop derfor fremstår digtene endnu tydeligere i al deres pragt og det indlysende bliver om noget endnu mere krystalklart. Som i digtet Hvert år på den dato, hvor besøget på en kirkegård er præget af observeringer, som er så selvfølgelige, at de næsten gør ondt, når de kommer under Thomsens poetiske behandling. Sætninger som ”for at besøge din grav / som nu engang er det sted her i verden / hvor du ikke er”, s. 14, og den nævnte ”jeg underligt nok er ældre / end min morfar nåede at blive”, demonstrerer hvordan Søren Ulrik Thomsen viser hverdagens selvfølgeligheder, og hvordan disse selvfølgeligheder egentlig er absurde og aparte, især set i sammenhæng med metafysiske overvejelser som ”den moderne verden / hvis uforståelighed er banal / sammenlignet med at krydse grænsen / fra det selvfølgelige ved at være til / til det mærkelige i ikke at være død”.

Alt afhængigt efter eget ståsted kunne man lidt spøjst eller gravalvorligt betegne erindringen i Rystet Spejl som et paradoks: En umulig forbindelse imellem dét, der er nu og dét, der ikke er længere. Thomsen siger selv, i portrætfilmen Jeg er levende af Jørgen Leth, at han mener poesien har to ryggrader eller ’grundstammer’, det hymniske og det elegiske, henholdsvis det lovprisende digt og det klagende digt. I hymnen vil man konkurrere med den vidunderlige verden, man lovpriser det skønne ved den i sit sprog. Elegien er ligeledes en søgen og beskrivelse af dette skønne, men med den centrale forskel, at elegien så at sige skal stå i stedet for det tabte og sørger over tabet. Nok giver det sig selv, at hans pointe om en grundlæggende poetisk struktur ikke kan efterprøves her, men det er da værd at have for øje, idet man sidder med Rystet Spejl, der netop beskæftiger sig med dét, der ikke er længere og hvordan dét forholder sig til den erindrende, der stadig er: ”Selv oldinge føler sig fortabte / når de sidder og stirrer ud i fællesarealerne / og pludselig husker / at de har mistet deres forældre”, s. 35.

Rystet Spejl er også et billede på viljen og lysten til at holde fast i dét, der er tilbage – både som menneske og som digter. I digtet Elskede, må vores kærlighed altid være er der rettet fokus imod den kærlighed, som stadig findes og som er vigtig at opleve, imens man stadig kan. I Jeg har sat mig her ved det bagerste bord er smerten ved tabet evident og visheden om, at man ikke gjorde nok, at man ikke elskede nok i nuet er brændende klar og tilbage sidder man med et ønske om at gøre fortiden levende igen. Det er her Søren Ulrik Thomsen har sin styrke, han anvender sine menneskelige, personlige erfaringer og omdanner disse til et poetisk formsprog, men hvor nærheden stadigvæk er fastholdt. Dog demonstrerer Thomsen også, hvordan et digt kun kan imitere virkeligheden, for kun i digtet og ikke i virkeligheden kan Thomsen igen befinde sig med sin ven i restauranten – ikke som en nostalgisk virkelighedsflugt, snarere med hjælp fra erindringens enorme potentiale. Virkeligheden har sit evige liv i digtet og hermed fastfryser Thomsen fortiden i ”digtets rystede spejl”.

Rystet Spejl og den nye litteratur

Efter 2. Verdenskrig har menneskeheden fået sig et ’master-traume’, en forfærdelighed i vores fælles bevidsthed, en fælles skyld, skam eller udåd, vi ikke rigtig kan komme udenom – der er en ny-optagethed af fortiden, der både giver sig udslag i forsøg på at ’rette op’ på historien, et globalt ansvar for indbyrdes fred og velvære, men altså også erindringskulturen og massenostalgi (souvenirs, rejser til historiske mindesmærker). Mange romaner, der har taget 9/11 til sig som et tema i 2000’erne, er fokuserede omkring individernes oplevelse af tragedien og ikke store politisk-kritiske forklaringer af, hvorfor det er sket – der er med andre ord et individuelt fokus i den kulturelle erindring om 9/11. F.eks. er der Jonathan Safran Foers roman, Extremely Loud and Incredibly Close, fra 2005, der viser os 9/11 i en meget personlig vinkel ved en niårig dreng, Oskar, der mistede sin far i tårnenes sammenstyrtning og hvordan livet alligevel fortsætter for ham, selvom han er inderligt mærket af traumet. Foer inkluderer også Oskars bedsteforældre, der gennemlevede bombningen af Dresden i slutningen af 2. Verdenskrig og lader dem tale til os om dét at være den overlevende og det er en art litterær heling for det amerikanske folk, måske hele verden, som Foer har forsøgt på ved netop at lægge den personlige vinkel i sin roman.

For os at se står Søren Ulrik Thomsen med Rystet Spejl et sted imellem det elegiske, sørgende ved erindringen og et forsøg på at tage erindringen videre i et produktivt lys. Det er ikke et master-traume, som Thomsen sætter sig for at tage kampen op imod – det er egentligt erindringen selv, der står for tur og den magt, som erindringen har over vores alles liv. Det er nødvendigheden af at huske, men også af at glemme. Vi kan og skal i vores tid bevidst føje et ekstra begreb til de eksistentielle livsvilkår – ensomhed, død, kærlighed og erindring.

Bibliografi

• City slang, digte, 1981
• Ukendt under den samme måne, digte, 1982
• Mit lys brænder – Omrids af en ny poetik, 1985
• Nye digte, digte, 1987
• Hjemfalden, digte, 1991
• En dans på gloser, essays, 1996
• Det skabtes vaklen, digte, 1996
• Det bedste og det værste, digte, 2002
• Kritik af den negative opbyggelighed, essays, 2005 (med Frederik Stjernfelt)
• København Con Amore, fotobog, 2006
• Repremiere i mit indre mørke, essays, 2009
• Rystet Spejl, digte, 2011

N.B. De første syv digtsamlinger er nyudgivet i en samlet kassette under titlen Thomsen, Skriftlige Arbejder